806’eren DEN 311 ”Nikolajs” beretning (Frederikshavn Sejlklub). Skipper Robert Eisenhardt. Gaster Henrik Olsson og Ib Schjerlund.
Fredag den 31. aug. havde Henrik og skipper båden ”Nikolaj” oppe i kranen på Frederikshavn Marina for at blive højtryksspulet i bunden. Det var 4 uger siden ”Nikolaj” sidst havde været oppe i kranen, og den havde en del brun slim på bunden.
Efter søsætningen sejlede vi ud ad havnen for storsejl. Der var en let nordlig vind, og vi skulle sejle 5 sømil syd til Sæby. Uden for havnen satte vi spiler. Solen skinnede, og vejret var dejligt. Farten var godt 2 knob, så det tog 2 timer at sejle til Sæby.- En dejlig sejltur.
Den årlige Fyrbåkesejlads er arrangeret af Sæby Sejlklub og er på 24,1 sømil. Startlinien var umiddelbart uden for Sæby Havn og første mærke var NV-revs bøjen ved Læsø, derefter Fyrbåken i Læsø Rende og så vest mærket ved Dvalegrund. Næste mærke var startliniebøjen ved Sæby Havn, og derefter skulle vi gennemsejle Sæby Sejlklubs onsdagsbane, der er en trekantbane med mållinie, der er den samme som startlinien.
Skippermødet var kl. 8.30 i klubhuset på Sæby Havn, hvor sejlklubben serverede kaffe, rundstykker og wienerbrød. Starten var kl. 9.30, og der var 13 tilmeldte både. Bådene var opdelt i to løb, og der skulle sejles efter TCC-værdier. ”Nikolaj” (TCC=1,059) var i løb 1, hvor 6 både med de mindste TCC-værdier stort set var placeret. I løb 2 var de 7 største både.
Vi var klar over, at vores værste konkurrent i løb 1 ville være ”Mille Mus” en Maxi 909 målt ind med spiler og 110 % fok (TCC=1,047). En sådan båd har en klar målemæssig fordel i frisk til hård vind, da den ikke er målt med genua, hvilket straffes forholdsvis hårdt efter DH-reglen.
Vinden var i begyndelsen jævn fra vest, hvilket betød spilerstart til NV-revs bøjen ved Læsø. ”Nikolaj” fik en god start foran ”Mille Mus”. Spileren var hurtig oppe, og kursen var 110 grader. I løbet af kort tid blev ”Nikolaj” overhalet af ”Crazy J” (J80), ”Ida” (Elan 340) og ”Mafia” (Luffe 37). Alle både fra løb 2.
Vinden øgede, blev frisk og ”Mille Mus” kom op på højde med ”Nikolaj”. ”Mille Mus” kom foran, så ”Nikolaj” trak til luv bag ved ”Mille Mus” for at genere mest muligt. På denne måde hindrede vi at ”Mille Mus” trak yderligere fra ”Nikolaj”. Vinden tiltog mere og blev hård i pustene. I perioder var sejladsen plat læns, hvilket betyder, at trimmeren og rorsmanden skal være ekstra opmærksomme for ikke at lave en ”kineser” (kæntring til luv med ufrivillig bomning).
Efter ca. 5 kvarter (7,5 sømil) rundede ”Nikolaj” NV-revs bøjen ved Læsø som nr. 5, og Henrik afløste skipper ved rorpinden. Nu var kursen 213 grader til Fyrbåken, og vinden var foran for tværs. Efter nogen tid nærmede ”Rosa” og ”Kvinden i mit liv” sig i læen. Begge både en Banner 30 og fra løb 2. Til luv passerede ”Dille” os (Scan-kap 99), også fra løb 2. Besætningen var kun skipperen og hans kone. Godt sejlet!! Efterhånden kom også ”Rosa” foran. ”Nikolaj” har gennem årene kæmpet med ”Rosa” om at komme først i mål, uden hensyn til måleregler.
Efter ca. 1 time (5,1 sømil) mod nordgående strøm rundede ”Nikolaj” Fyrbåken. ”Kvinden i mit liv” var stadig bagefter. Først nu blev der et regulært kryds til vestmærket ved Dvalegrund. Under krydset opstod der en kritisk situation, idet ”Rosa” på bagbord halse var tæt på at sejle ind i ”Nikolaj”, der var på styrbord halse. Men heldigvis undveg ”Rosa” i sidste øjeblik. Senere fortalte ”Rosa” at de havde fuld kontrol over situationen.
Efter ca. en halv times kryds rundede ”Nikolaj” vestmærket. Begge Banner 30 var bagefter. Kursen var nu 335 grader til mållinien ved Sæby. Det var næsten bidevind. ”Rosa” nærmede sig bagfra, og det så ud til, den havde tænkt sig at passere til luv af ”Nikolaj”. For at undgå dette skar ”Nikolaj” op til luv, og efter nogen tid opgav ”Rosa” og faldt ned i vores læ. ”Rosa” passerede lidt senere gennem vores læ.
Efter ca. en time, 6,5 sømil fra vestmærket, rundede ”Nikolaj” målliniebøjen og faldt af til 35 grader på den første side af onsdagsbanen. Vi havde i tankerne at sætte spiler, men lod være. Foran havde ”Rosa” sat spiler, og vi kunne se, at den var i store problemer. ”Nikolaj” rundede nordmærket på onsdagsbanen, og nu blev kursen 150 grader til østmærket. Sejladsen var halvvind. Efter østmærket var der et regulært kryds til mållinien mod vest. ”Nikolaj” krydsede først på styrbord halse, og på denne halse passerede ”Kvinden i mit liv” gennem læen på ”Nikolaj”.
”Nikolaj” havde nu begge Banner 30 foran. ”Nikolaj” vendte til bagbord halse før Banner 30’erne, og det var vores held. For ”Nikolaj” så det ud, at der kunne blive problemer med at holde den nordlige startliniebøje op. 10 m før bøjen kunne vi ikke holde den op, men Henrik, der sad ved roret, lavede et ”Ærøbo stik”, og ”Nikolaj” passerede bøjen på den rigtige side uden at røre den. Dette betød, at ”Rosa” skar mållinien 10 sek. efter ”Nikolaj”, og ”Kvinden i mit liv” var 28 sek. bagefter. ”Mille Mus” var kommet i mål ca. 4 min. før ”Nikolaj”. Sejltiden for ”Nikolaj” var 4 timer 15 min. og 22 sek. Loggen viste, at den sejlede distance var 26,38 sømil og gennemsnitsfarten var 6,18 knob.
I klubhuset var der stadig masser af rundstykker og wienerbrød fra om morgenen, hvilket gjorde godt sammen med en kop kaffe. ”Nikolaj” blev nr. 2 i løb 1 og samtidig nr. 2 overalt efter ”Mille Mus”, der blev nr. 1. ”Kvinden i mit liv” og ”Rosa” blev henholdsvis nr. 1 og nr. 2 i løb 2, og samtidig nr. 3 og nr. 4 overalt. Besætningen på ”Nikolaj” var naturligvis meget glade for det fine resultat.
En stor tak til Sæby Sejlklub for en flot tilrettelagt kapsejlads med god forplejning.
Med sejlerhilsen
Besætningen på ”Nikolaj”