Forslag til generalforsamlingen i Dansk 806 Klub den 23. august 2019 fremsendt af Anette Hoff og Per Røssel – DEN 385 – Tumle.
Vi sender her et forslag til behandling på generalforsamlingen vedr. ændring af klasseregel § 9.3

Ud fra beslutning på generalforsamling i 2018, hvor bestyrelsen blev pålagt at arbejde hen mod et forslag om at ændre sejldugstyper til 2020, har vi personligt arbejdet i dette.
Det er gjort ved at indkøbe og bruge en formstøbt genua fra Doyle Sails med tråde udført i henholdsvis black Twaron (samme som kevlar) og Carbon. Den ene side af genuaen er beklædt med Taffeta (Dacron).
Vi har sejlet med genuaen siden efteråret 2018, og som vi ser det med uden væsentligt slid på sejlet. Genuaen ser nærmest stadig ud som da den kom fra sejlloftet.
Prisen for genuaen var uden nogen form for rabat kr. 14.780,-.

Johnny Jørgensen fra Doyle Sails fortæller at hvis de skulle lave en traditionel triradial skåret Pentex genua, vil prisen ligge kr. 1000-1500,- højere, pga. den længere og mere besværlige arbejdstid.
Ønskes ikke Taffeta, kan spares kr. 500,-, men det vil med garanti forkorte sejlets levetid. Ønskes Taffeta på begge sider, er det også en mulighed, det vil dog gøre sejlet ret stift.

Hvis der skulle findes nogle tråde som er de dyreste, skal det være dynema, som dog ikke er så formstabile som de tråde der er valgt til omtalte genua. Men dynema har en bedre modstandsdygtighed over for buk end andre materialer, og vil derfor egne sig godt til mere turvenlige sejl som foldes. Pristillægget vil være ca. kr. 2000,-

Så alt i alt vil max. prisen for det alle dyreste sejl med Dynema og 2 x taffeta være kr. 18.000,- ved Doyle Sails. Og en traditionel MGP-3 Genua fra North kostede i 2017 kr. 15.000,-
Så derfor er det vores vurdering at det bliver meget svært at få priserne til at løbe helt løbsk, lige gyldigt hvilke materialer der tillades.

Nuværende tekst i klasseregel § 9.3:
Sejlene skal være af vævet materiale bortset fra to vinduer i storsejl og et vindue i forsejl. Vinduerne må tilsammen i hvert sejl ikke overstige 0,3 m2 . Ingen af vinduerne må være nærmere et lig end 150 mm. Minimumsvægt for storsejl er 250 g / m2 , for fok 210 g / m2 , for genua 110 g / m2 og 40 g / m2 for spiler. Mylar/Pentex dug er tilladt til fok og genua.

Forslag til ny tekst, som også er tilpasset til de Tyske regler:
Folie-, formstøbte- og traditionelle dacronsejl, samt en kombination af disse er tilladt, dog skal spileren laves af vævede materialer.
Der er ingen vægtbegrænsning på sejl eller antal af vinduer.