806’eren DEN 311 ”Nikolajs” beretning (Frederikshavns Sejlklub). Skipper Robert Eisenhardt.

Gaster Henrik Olsson (HO) og Henrik Carlsen (HC).

HO og jeg var blevet enige om at sejle ”Nikolaj” til Sæby om eftermiddagen kl.15.00 fredag d. 2. september.

Vinden var jævn og i syd, hvilket ville betyde kryds til Sæby. Da vi gerne ville have det overstået hurtigt, valgte vi at bruge påhængsmotoren og sejlede lige imod vind, sø og strøm. Turen til Sæby tog halvanden time.

Den årlige Fyrbåke sejlads er arrangeret af Sæby Sejlklub og er på 24,1 sømil. Startlinjen var umiddelbart uden for Sæby Havn og første mærke var vestmærket ved Dvalegrund, derefter Fyrbåken i Læsø Rende og så NV- revs bøjen ved Læsø. Næste mærke var startlinjebøjen ved Sæby havn og endelig skulle vi gennemsejle Sæby Sejlklubs onsdagsbane, der er en trekantbane med mållinje, der er den samme som startlinjen.

Skippermødet var kl. 8.30 i klubhuset på Sæby havn, hvor sejlklubben som vært serverede kaffe, rundstykker og wienerbrød. Starten var 9.30, og der var 15 tilmeldte både. En fremgang på tre båd i forhold til sidste år!

Bådene var opdelt i tre løb, og der skulle sejles efter de nye TCC- værdier, der fungerer lige som LYS tal, men er på basis af matematiske beregninger.

Nikolaj TCC 1.046 var i Løb 2 med fire både, hvor de tre andre både var to Banner 30, nemlig Rosa TCC 1,074 samt ”Kvinden i mit liv” TCC 1,049 og endelig Albin Express ”Malik” TCC 1,013.

Vinden var frisk til hård fra SØ, hvilket ville betyde kryds til Dvalegrund og Fyrbåken. Vi var enige om, at der skulle satses, så vi ville sætte genuaen. Jeg havde aftalt med HO, at han skulle være rorsmand på krydset.

Vi gik ud for sejl af Sæby havn og var i startområdet før 5-min. skuddet. Vi havde skødeviserne til genuaen helt tilbage på skødeskinnerne og havde fladet storsejlet. Denne kombination gjorde at ”Nikolaj” gik godt på kryds. Vi fik en kanonstart tæt ved luv mærke med fri vind.

HO sad på lu karm til cockpittet med rorpindsforlængeren i den ene hånd og storskødet i den anden. Det med storskødet er vigtigt af sikkerhedsmæssige grunde, da ”Nikolaj” hverken har søgelænder eller fodstropper. Vi var enige om, at hvis arbejdstilsynet kom på besøg i cockpittet, ville de forbyde det som arbejdsplads.

Vi krydsede sydpå langs kysten som de andre både, da der længere ude var mere nordgående strøm. Kursen var ca. 120 grader på den ene halse og ca.  200 grader på der anden halse, fordi vinden var mellem S og SØ (160 grader). Søen var meget grov, og der lød et højt plask når ”Nikolaj” gik gennem en stor sø, og der var et stort hul bag søen.

Efter nogen tid blev der mere og mere spredning på bådene. Vi kunne se at to store både lå forrest, nemlig Luffe 40 ”Urda” og Granada 32 ”Noldus”. Vi fulgtes pænt med ”Kvinden i mit liv” samt ”Rosa” og fra første løb NH 30 ”Havmågen”. Efter ca. 5 sømil sydpå langs kysten sejlede vi mod vestmærket Dvalegrund. Vi rundede mærket og krydsede videre mod Fyrbåken.

Vi rundede båken sammen med ”Rosa”, og foran var i rækkefølge ”Urda”, ”Noldus”, ”Havmågen” og ”Kvinden i mit liv”. Kursen til NV-revs bøjen var 33 grader, hvilket betød halvvind, og nu var det en klar fordel med genuaen. Klokken var 11.50, da vi rundede, og HO blev nu afløst af HC efter en hård tørn ved rorpinden på 2 timer og 20 min. Vi sejlede ca. samme fart som ”Rosa,” mens ”Kvinden i mit liv” øgede sit forspring, fordi den havde genua, medens ”Rosa” kun bar fok.

Efter nogen tid så vi, at ”Urda”og ”Noldus” havde rundet NV-revs bøjen og sat spiler på vej mod Sæby. Deres spilersejlads var meget ustabil, og spilerne kom også ned igen. ”Havmågen” forsøgte sig også med sin asymmetriske spiler, men den kom også ned igen. ”Kvinden i mit liv” var tilmeldt uden spiler. ”Nikolaj” rundede NV-revs bøjen sammen med ”Rosa”. Vi ville også sætte spiler, der skulle jo satses. Spileren kom op, og der kom hurtigt en opskæring; men HO var hurtig til at slække  spilerskødet og hale ind igen. Årsagen var, at vinden var kraftig, mindst 10 m pr sek., og vindexen stod næsten tværskibs. Den relative vind var ca. 100 grader fra stævnen. Sejladsen kom hurtigt under kontrol, fordi når der var tendens til opskæring, var HO hurtig på spilerskødet, mens HC havde et fast greb på rorpinden. Jeg passede storskødet. Farten var tit omkring 10 knob, og den højeste fart, vi registrerede, var 11,5 knob. Vi oplevede at få røgvand i cockpittet.

Lige efter at vi havde sat spiler, var HO på fordækket for at tage genuaen ned, og han så at båndet på agterliet på et stort stykke var revet fra sejldugen; der var simpelthen en 1,5 m lang flænge. Vi var altså nødt til at skifte til fok, før vi nåede onsdagsbanen i Sæby, hvor der ville være kryds på et af benene.

”Rosa” forsøgte sig også med spiler; men tog den hurtig ned igen. De var kun to mand ombord. Havde de været 3 eller 4 mand, havde de sikkert også klaret en spilersejlads. Vi indhentede hurtigt ”Kvinden i mit liv” og trak pænt fra den.

Lidt før Sæby kravlede HO ud på fordækket og knappede genuaen af forstaget. Genuaen kom ned om læ. HO hentede fokken, kravlede ud på fordækket, hægtede den på forstaget og trak skøderne gennem skødeviserne. I sådanne en situation er det en klar fordel, at ”Nikolaj” har en forpulpit at støtte sig til.

Kort før vi skulle runde startliniebøjen ved Sæby Havn, kom spileren ned. Vi var nu kommet meget tæt på Granada 32’eren. Vi rundede bøjen, og der var nu halvvind til mærke II, ca. 1 sømil. Fra mærke II til mærke III (1sømil) var der kryds. Vi gik på kryds mindst lige så hurtig med fokken som med genuaen. Fra mærke III skulle vi ind og passere mållinien. Vi kikkede bagud og så en spiler langt ude. Det var Maxi 77 ”IB”, der sammen med os var de eneste der havde sejlet hele vejen fra NV-revs bøjen til startliniebøjen for spiler.

Vi passerede mållinien som 4. båd, men foran vores konkurrenter i Løb 2. Sæby Sejlklub var nu vært med dejlig varm Knorrsuppe, hvorefter der var præmieoverrækkelse. ”Nikolaj” var blevet nr.1 i sit løb og samtidig overaltvinder med 15 min i præmietid ned til nr. 2 overalt, ”Rosa”. ”Nikolaj” og ”Rosa” har gennem årene altid konkurreret om at komme først i mål uden hensyn til måleregler. Nu var det ”Nikolajs” tur til at komme først. ”Rosa” kom i mål ca. 7 min efter ”Nikolaj”, og ”Kvinden i mit liv” var ca. 12 min efter ”Rosa”. Albin Expressen blev disket for at have startet forkert. I Løb 1 blev ”Havmågen” nr. 1 og ”Noldus” nr. 2. I Løb 3 blev ”IB” nr. 1 og ”ISIS” Maxi 999 nr. 2.

I ”Nikolaj” var vi meget glade for det fine resultat, som i høj grad skyldtes de to gasters store erfaring og dygtighed. Jeg hørte senere, at det havde blæst 11 m pr. sek. på havnen i Frederikshavn. Det er bemærkelsesværdigt, at strækningen på 8,6 sømil ned til Dvalegrund og Fyrbåken blev sejlet på 2 timer og 20 min, mens den sidste del af banen, som var på 15,5 sømil, blev sejlet på 2 timer og 10 min.

Vi sejlere skylder Sæby Sejlklub en stor tak for en flot tilrettelagt kapsejlads, hvor der ikke mindst var gjort meget ud af det kulinariske.

Med sejlerhilsen

Gaster og skipper om bord på ”Nikolaj”